Regeringen vil liberalisere spillelovgivningen
Cooper - 21/04 2009 - 0 kommentarer
Regeringen har besluttet at gennemføre en reguleret, delvis liberalisering af det danske spillemarked. Det skriver skatteministeriet i en pressemeddelelse.
Målsætningen med en delvis liberalisering af spillemarkedet er at sikre en bedre beskyttelse af spillere, undgå økonomisk kriminalitet gennem spil samt sikre et fortsat provenu til udlodning til almennyttige formål.
Der er kun tale om en delvis liberalisering, hvilket betyder at regeringen vil liberalisere muligheden for at udbyde spil inden for sportsspil, kasinospil og poker på internettet. Der vil fortsat være monopol på Lotto og skrabelodder.
Regeringen har sat gang i det nødvendige lovgivningsarbejde med henblik på at fremsætte lovforslag i den kommende folketingssamling. I den forbindelse foretages et større serviceeftersyn af den danske spillelovgivning, således at de gældende regler moderniseres, forenkles og samles.




