”The Grinder” ny mand i verdens top ti
Cooper - 11/06 2010 - 0 kommentarer
Sejren i $50,000 Players Championship ved World Series of Poker sender Michael “The Grinder” Mizrachi ind på en tiendeplads på liste over de bedste spillere i verden.
Der er igen fuld knald på kedlerne hos Michael ”The Grinder” Mizrachi efter et mislykket forretningseventyr sidste år. Førstepræmien i $50,000 Players Champioship lunede gevaldigt hos familien, som også var repræsenteret på finalebordet med broderen Robert Mizrachi.
Foruden selvtilliden og præmien på over halvanden million dollars bringer sejren nu også en plads på ESPNs seneste liste over verdens bedste pokerspillere. På ”The Nuts”, som listen kaldes, har panelet stemt ham ind på listens tiendeplads.
”Havde vi lavet den her liste, da ”The Grinder” først hamrede ind på scenen ved at dominere World Poker Tour, så ville han være nummer to eller tre hver måned. Hvis han fortsætter med at præstere ved World Series of Poker, så har han helt sikkert en chance for at komme derop igen,” skriver en af panelets dommere.
Negreanu på rutsjetur
Mens det ikke overraskende er Phil Ivey, der igen topper listen med otte ud af ti stemmer, så er det værd at bemærke, at Daniel Negreanu er på en større rutsjetur ned i tabellen. I starten af året indtog Negreanu en plads som nummer 4, men han er nu nede som nummer 7. Panelet hæfter sig især ved canadierens manglende resultater på det seneste.
”I lang tid så det ud som om at Kid Poker (kælenavn for Negreanu red.) var fast inventar på listen, men nu er det åbenlyst mere tvivlsomt.”
Se hele listen her.




