Armbånd og forløsning til Phil Ivey
Cooper - 24/06 2010 - 0 kommentarer
Det har bestemt ikke været Phil Iveys WSOP indtil videre. Men i event 37 ramte han endelig sit første finalebord, og det resulterede i suveræn sejr.
Det har ellers været jammer, jammer og atter jammer for Phil Ivey ved dette års World Series of Poker. I event efter event er han røget ud på røv og albuer.
Men man skal aldrig udelukke pokersportens absolutte superstjerne. Tirsdag formiddag dansk tid beviste han endnu en engang, at han tager hele hånden, hvis man rækker ham så meget som en lillefinger.
Han måtte vente helt til event 37, før han ramte sit første finalebord i $3,000 H.O.R.SE. Det er en variant af mixed game, hvor deltagerne skifter mellem No limit Hold’em, Omaha Hi/Low, Razz, Seven card stud og Seven Card Stud Eight or better.
Det er en disciplin, som de færreste mestrer, og finalebordet var da også primært domineret af de helt store navne. Der var John Juanda, der vandt WSOP Europe Main event i 2008. Der var Jeffrey Lisandro, der blev player of the year med tre armbånd ved WSOP 2009. Og der var Bill Chen, der er indehaver af to armbånd og som nogle måske husker fra hans optræden i tv-showet High Stakes Poker i sæson 3.
John Juanda røg ud på en tredjeplads. Heads up dysten stod derfor mellem en superfokuseret Phil Ivey og en Bill Chen, der tidligere i turneringen var løbet i pendulfart mellem sit sæde i kasinoet og en vens bryllup. Måske var tankerne et andet sted, for det lykkedes Chen at formøble et 1-4 chiplead. Sidste hånd foregik i varianten Razz, og her kom Phil Ivey ind med alle chipsene som favorit. Det belønnede dealeren, og sejren var en realitet.
Det er Phil Iveys ottende armbånd, hvilket bringer ham op på en delt femteplads med Erik Seidel på all time-listen over flest WSOP-sejre. Over ham er kun Johnny Moss, Doyle Brunson, Johnny Chan og Phil Hellmuth.




