Theo Jørgensen chipleader i WSOP Main Event
Cooper - 16/07 2010 - 0 kommentarer
Trods fraværet af Gus Hansen og Peter Eastgate har danskerne et forrygende Main Event, hvor tre rød-hvide spillere er tilbage blandt de sidste 81.
Det, der lignede et gråt og kedeligt Main Event uden de to største danske profiler, har forvandlet sig til et festfyrværkeri. I fraværet af Gus Hansen og Peter Eastgate har Theo Jørgensen, Jesper ”Kipster” Hougaard og co. givet en ordentlig svingom i WSOP-karrusellen.
Jesper Hougaard måtte takke farvel på en 108. plads efter en dag, hvor han begyndte som short stack på 200.000 chips. Han fik kæmpet sig op på 1,5 millioner, hvorefter en række bad beats og dårlige kald sendte ham på railen.
Den rutinerede Theo Jørgensen, der tidligere i år vandt WPT Paris, fik til gengæld den internationale presse til at tabe både næse og mund med flere dristige moves.
Med blinds 10.000/20.000 åbnede en ung spiller til 50.000 og fik en kalder, men Theo reraisede til 170.000, da turen kom til ham. Den unge spiller re-reraisede nu til 420.000, mens den tredje spiller foldede. Theo Jørgensen tænkte ikke længe, før han gjorde det til 820.000, hvilket fik modstanderen til at folde. Iskoldt viste danskeren 9-4 off suit op til hele bordet.
Theo vandt også en kæmpe pot på omkring 2 millioner, da han sad med K-6 mod A-K. Floppet slog 736 og gik check-check. Modstanderen skubber resten af sin stak til midten, da en K lander på turn. Den caller Theo lynhurtigt og undgår et es på river.
I slutningen af dagen sad Theo Jørgensen ved tv-bordet med superstjerner som Michael ”the Grinder” Mizrachi og Alexander ”PostFlopAction” Kostritsyn, der begge havde kæmpestacks. Ingen formåede dog at ryste Theo Jørgensen synderligt, og danskeren sluttede i 9,2 millioner chips.
De to øvrige tilbageværende danskere er Mads Wissing og Jakob Tøstesen, der begge har tæt på 2 millioner chips før dag 7.
Der er 9 millioner dollars til vinderen.



