Kongsgaard rammer finalebordet i Cannes
Cooper - 09/09 2010 - 0 kommentarer
Nordjyske Søren Kongsgaard spillede sig på finalebordet i Partouche Poker i Cannes, hvor der er 10 millioner kroner til vinderen.
Danmarks-mesteren fra 2007, Søren Kongsgaard, beviste endnu en gang sit værd, da han strøg gennem et felt på 764 startende spillere og ramte finalebordet i Partouche Poker i Cannes.
De sidste ni spillere skal afgøre turneringen mellem sig 6. og 7. november, hvor turneringsledelsen – sikkert inspireret af WSOP Main Event – har valgt at afholde finalebordet.
Der var 38 startende danskere i feltet, der alle havde lagt buy in på 8500 Euro, hvilket gav en præmiepulje på 6 millioner euro. Men Søren Kongsgaard var den eneste af vikingerne, der formåede at stjæle et sæde blandt de sidste ni. Den sympatiske nordjyde vandt et par coinflips på aførende tidspunkter, hvilket kombineret med godt spil pressede ham ind i det fine selskab.
’Kongen’ går ind til opgaven i november med cirka en million i chips at arbejde med. Det giver ham den syvendestørste stack, dog med et stykke op til de fem førende, der alle har mellem tre og fire millioner chips.
Blandt de sidste ni finder man også store stjerner som den 26-arige New Yorker-pige, Vanessa Selbst, der har tre WSOP-finaleborde på samvittigheden, og den tyske turneringsspecialist, Tobias Reinkemeier, som har samlede turneringsgevinster på 2,2 millioner dollars.
De skal til november kæmpe om en førstepræmie på 10 millioner kroner, en størrelse, der sikkert kunne få selv Peter Eastgate til at genoptage pokeren.
Blandt de øvrige danske præstationer bør det nævnes, at Jakob ”Sasuke” Rasmusen var chipleader gennem det meste af turnering, inden der gik grus i kortmaskinen. Han måtte tage til takke med en 20. plads.




